Når Institut for Børnekultur, under det nye navn Institut for Børnekultur, i efteråret lancerer Det Børnekulturelle Arbejdsrum bliver det med en kompetent deltagerliste og en række prominente navne på programmet. Allerede nu har mere end 100 af landets væsentligste beslutningstagere fra børne- og ungesektoren samt kunst- og kulturverdenen meldt deres ankomst for at skabe et arbejdende rum med fokus på, hvordan vi får mere kunst og kultur ind i børns rammesatte hverdag.
Leder af Institut for Børnekultur i Viborg, Camilla Høg forklarer her om baggrunden for arrangementet:
”Hos Institut for Børnekultur har vi gennem længere tid kæmpet for at øge bevidstheden om det vigtige i at tilbyde kunst og kultur til vores børn, også de yngste i dagtilbuddene. Fra vores arbejde og fra adskillige undersøgelser og analyser, VED vi, at kunst og kultur gør en kæmpe forskel for alle børn – uanset hvad de kommer af, og hvad de har med.
Desværre er der så mange barrierer for, hvordan vi får vi det til at ske: lave normeringer, stram økonomi, geografisk distance, manglende kreative kompetencer og rådvildhed på området. På trods af gode intentioner, er der stadig langt til konkrete løsningsforslag. Det gør vi nu noget ved!”
Det Børnekulturelle Arbejdsrum er initieret af Institut for Børnekultur i Viborg, der er udviklingscenter for børnekultur. Gennem de sidste måneder har de arbejdet med planlægningen af mødet via en nedsat referencegruppe, der foruden Institut for Børnekulturs egen leder Camilla Høg også tæller:
- Esben Danielsen – direktør i Kulturens Analyseinstitut
- Malte Houe – bestyrelsesmedlem og medstifter af Ung Kult
- Signe Nielsen – formand for FOLA
- Merete Villsen – dagtilbudschef, Aalborg Kommune
Arbejdsrummet i praksis
Når Det Børnekulturelle Arbejdsrum løber af stablen 10. oktober på Nationalmuseet i København, kommer det i praksis til at bestå af fire forskellige rum med hvert sit tema:
Kvalitet // Deltagelse // Tilgængelighed // Organisering
Hvert rum har én facilitator og to provokatører – alle kapaciteter indenfor netop børn og kultur. Dagen krydres med faglige indspark fra prominente navne fx Pia Allerslev, Nils Falk Hansen, Gudrun Hasle, Signe Lindkvist, Inge Thorup og Kristoffer Ørum.
Kunstner Karoline H. Larsen, der er provokatør indenfor temaet ”Tilgængelighed”, fortæller om baggrunden for sin deltagelse:
”Der findes et væld af børn derude, der aldrig kommer i kontakt med kunst og kultur, og som fx aldrig møder musik- og billedkunstskolerne. Det kan der være mange grunde til, men hvis vi ikke præsenterer vores børn for kunstens og kulturens sanselighed og kreativitet, fratager vi dem retten til at blive helstøbte mennesker, der kan mærke sig selv og sine omgivelser, så de kan træffe kvalificerede valg i livet.
Jeg har i høj grad oplevet det ved selvsyn som samskabende kunstner i Værebro Parken i Gladsaxe. Det er et boligområde med et kontrastfyldt fællesskab baseret på mere end 80 forskellige nationaliteter. Her har kulturoplevelser været med til at sætte nye tanker og ideer i gang, der samler på tværs, og styrker livsglæden og kreativiteten, så flere har sagt ”ja” til en positiv hverdag i stedet for at lukke ned. Det er sådanne erfaringer, vi skal have bredt ud i landet og gjort mere tilgængelige.
Om den kommunale indgangsvinkel til Det Børnekulturelle Arbejdsrum, fortæller dagtilbudschef i Aalborg Kommune Merete Villsen fra referencegruppen:
”Fra det kommunale perspektiv har jeg høje forventninger til Det Børnekulturelle Arbejdsrum. Dels håber jeg, at arrangementet vil øge den politiske bevågenhed, så vores politikere forstår, hvor vigtig børnekultur er for dannelsen af ”det hele menneske”.
Og dernæst ser jeg frem til at få ny inspiration med hjem til mit daglige arbejde med dagtilbuddene, hvor vi jo ved, at kunst og kultur kan gøre en kæmpe forskel. Alt for ofte strander beslutningen om kunst- og kulturoplevelser dog i en lavpraktisk diskussion om, hvorvidt der er råd til en bus, eller om vi i stedet skal bruge pengene på ekstra rengøring.
I Det Børnekulturelle Arbejdsrum får vi mulighed for i fællesskab at drøfte hinandens udfordringer og erfaringer. Og så er jeg vild med, at formålet er at komme med konkrete løsningsforslag. Det er en ambition, vi ikke ser så tit”.
Det Børnekulturelle Arbejdsrum lanceres første gang her i 2024 med fokus på kunst og kultur i dagtilbuddene. I 2025 bliver temaet børnekultur i skolerne, og i 2026 handler det om i fritidspædagogikken.
”Det Børnekulturelle Arbejdsrum skal hjælpe os til at finde en fælles vej til effektfulde handlinger og løsninger på tværs af vores fagligheder. Målet er klart: Vi skal sikre, at ALLE børn møder kunsten og kulturen i deres hverdag”, slutter Institut for Børnekulturs leder Camilla Høg.
På siden arbejdsrummet.dk finder du:
- Baggrund for arrangementet
- Video med Institut for Børnekulturs leder Camilla Høg
- Programmet for dagen
- Uddybende præsentation af facilitatorer og provokatører
- Uddybende præsentation af referencegruppens medlemmer