Kulturprinsen er for andet år i træk blevet tildelt bevilling fra Kulturministeriets Udlodningsmidler. Det cementerer centrets position som en synlig national drivkraft inden for det børnekulturelle område. En position der understreges, når Kulturprinsen til efteråret skifter navn til Institut for Børnekultur.

Mogens Jensen, næstformand i folketingets kulturudvalg, siger i en pressemeddelelse fra Kulturministeriet:
”Det er vigtigt for Socialdemokratiet at støtte kunst og kultur i hele landet. Samtidig er vi optagede af børn og unges adgang til kulturoplevelser. Derfor er jeg glad for, at vi nu prioriterer Kulturprinsens vigtige arbejde.”

Leder Camilla Høg er begejstret for, at Kulturprinsens arbejde anerkendes af Kulturministeriet.
”Kunst og kultur er en nøgle til det gode børneliv. Det ved vi fra vores forskning og projekter på Kulturprinsen. Med vores nye tildeling af midler kan vi forsætte vores kamp for at sikre, at børn og unge får tilbudt deltagelse- og udfoldelsesmuligheder i både dagtilbud, skole, SFO og klub. Det er vigtigt, at vi sætter ind allerede fra børnene er helt små, og vi gør det ved at facilitere et ligeværdigt tværfagligt samarbejde mellem kunstnere, lærere og pædagoger”.

Tildelingen af udlodningsmidlerne sidste år, satte Kulturprinsen i en position, hvor det blev muligt at fokusere på udviklingen af det strategiske grundlag. Med udgangspunkt i Viborg Kommune vil Institut for Børnekultur blandt andet udbygge partnerskaber med kommunerne i hele landet, og understøtte det strategiske arbejde med børnekultur i den lokale kontekst, for at fremme varige indsatser og sætte fokus på at sikre alle børns ret til mødet med kunst og kultur.

Første store milepæl for det nye Institut for Børnekultur sker, når der afholdes Det Børnekulturelle Arbejdsrum i oktober med overskriften ”kunst og kultur i dagtilbud”.

”Vi vil sikre, at børnekulturen ikke bliver ved de gode intentioner. Derfor samler vi beslutningstagere fra hele landet til et faciliteret arbejdsrum, hvor vi kan diskutere de svære spørgsmål og sammen starte de konkrete handlinger, der skal til for at samarbejdet på tværs af professioner og faglige niveauer bliver til vedvarende indsatser, der fremmer og styrker børnekulturen i Danmark – til gavn for alle børn.”