Torsdag og fredag i denne uge deltager Kulturprinsen traditionen tro på KL’s Børn og Unge Topmøde. Vi glæder os til at opleve inspirerende oplæg og temamøder, hvor vi især vil være optaget af, hvordan vi styrker kvaliteten af leg, dannelse og stærke fællesskaber i dagtilbud og skaber en stærk folkeskole med fællesskab og trivsel for alle børn og unge.

Flere og flere og børn og unge har det svært og trives hverken i børnehaven, i skolen eller når de har fri. Det kalder på løsninger, som både styrker de brede og rummelige fællesskaber og sikrer engagerende tilbud til de børn og unge, som har behov for andre rammer.

Derfor mener vi også, at det er både positivt og nødvendigt, at KL på årets Børn og Unge Topmøde sætter fokus på ikke blot årsagerne til, men også håndteringen af trivselskrisen. Kommunerne står med et stort ansvar for, men også med mulighederne for at skabe gode rammer for trivsel og fællesskaber, både i dagtilbud og skole, men også når det ringer ud til SFO eller klub. Men det kræver, at vi har friheden og modet til at nytænke en hverdag i dagtilbud og folkeskole, der tager barnets perspektiv og inddragelse alvorligt.

Det er vigtigt, at vi både politisk og i praksis tør åbne øjnene for, at der er nødt til at ske nogle strukturelle ændringer for trivsel hos børn, og at vi i højere grad skal tænke 360 grader omkring barnet. Vi skal tænke både børn og voksne på alle tre arenaer ind – skole/dagtilbud, fritid og familie. For vi er gensidigt afhængige, og børns trivsel afhænger derfor også af trivsel blandt de voksne. Trives børn ikke, trives de voksne heller ikke – og vice versa.

Her kan netop kunst og kultur som en fast del af børns hverdagsaktiviteter, for eksempel i længerevarende forløb, være med til at skabe dannelse, trivsel og meningsfulde fællesskaber. Vi skal derfor skabe endnu bedre rammer for leg, kreativitet, eksperiment og fordybelse i præstationsfrie rum. Her skal alle børn og unge opleve, at de blive inddraget og har en værdifuld plads i fællesskabet, med udgangspunkt i det enkelte barns behov og forudsætninger.

Vi håber derfor, at kunsten og kulturen får en endnu større fylde på årets Børn og Unge Topmøde som én af vejene til mere trivsel, livsmod og engagement blandt vores børn og unge og de voksne, der omgiver dem i deres hverdag.