I sidste uge deltog Kulturprinsen traditionen tro på KL’s Børn og Unge Topmøde. Vi glæder os over, at trivsel blandt børn og unge endelig fylder mere og mere, og at pædagogisk ledelse er i højsædet. For et andet fokus er en nødvendighed, da flere og flere og børn og unge har det svært og hverken trives i børnehaven, i skolen eller i fritiden. Det kalder på løsninger, som både styrker de brede og rummelige fællesskaber og sikrer engagerende tilbud til de børn og unge, som har behov for andre rammer og udfoldelsesmuligheder.
Noget af det, vi hæftede os ved i oplæg og panelytringer på Børn og Unge Topmødet, var det store fokus på, at mistrivselskrisen har mange undertitler. For det handler blandt andet om udfordringer som ensomhed, tidens tempo, perfekthedskultur og præstationspres. Vi vil blandt mange gode pointer fra de kompetente oplæg gerne lyse på følgende:
Thomas Gyldal Petersen, formand for KL’s Børne- og Undervisningsudvalg, mener, at dannelse og uddannelse kan være en løftestang i en tid med fællesskabskrise. Vi er spændte på, hvordan regeringen vil tage imod de 10 bud til større trivsel blandt børn og unge, som KL netop har sendt afsted til regeringen.
Ifølge psykolog Svend Brinkmann er der sket en stigende psykologisering og individualisering i samfundet, hvor børn og unge konstant skal optimere og forholde sig til sig selv. Vi bifalder, når Svend Brinkmann efterspørger en højere grad af dannelsestænkning med en fælles menneskelighed, hvor børn og unge kan få ’et frikvarter fra sig selv’.
Noget af det samme efterlyser Lene Tanggaard, rektor på Designskolen i Kolding, når vi skal skabe en stærk folkeskole med engagement, nysgerrighed og selvforglemmelse som grundlag for læring. Vi skal skabe en skole med pædagogiske rum med levende praksis og såkaldt læringsglemsel, for når du er opslugt, sker der stor læring.
Her peger Kulturprinsens erfaringer på kunst og kultur som ramme om og indhold i de præstationsfrie rum, hvor børn og unge kan blive opslugte i nuet, glemme alt om at skulle præstere eller passe ind i en bestemt jargon, og hvor de kan opleve og være en del af et ligeværdigt fællesskab med plads til forskellighed. Et rum, hvor også skolen har mod til at inspirere og give børn og unge mulighed for at kaste sig ud i at iværksætte lege, aktiviteter og projekter, uden at føle sig begrænset af, hvad andre mon tænker om dem – eller endnu værre: poster om dem på SoMe.
