Hvordan kan kunst og kultur i de yngste børns hverdag bane vejen for et fordomsfrit og inkluderende læringsmiljø? Det undersøger Art EQUAL på tværs af Norden i et toårigt projekt.
Institut for Børnekultur har modtaget støtte til et toårigt strategisk partnerskabsprojekt under EU’s Erasmus+ program med seks partnere fra Sverige, Norge, Island, Letland og Danmark. Projektet bygger videre på resultaterne fra projektet Europæiske Kulturbørn, med fokus på sammenspillet mellem kunst- og kulturfaget og det børnepædagogiske felt.
Art EQUAL stiller skarpt på det potentiale, der ligger i samarbejdet mellem kunstnere og pædagogisk personale, og hvordan æstetiske processer kan understøtte det pædagogiske arbejde med trivsel, inklusion og fællesskab i børnenes hverdag.
At betragte kunst og kultur som et led i inklusionsarbejde er specielt relevant i dag, fordi der er et stort behov for at skabe fordomsfrie læringsmiljøer, hvor børn med vidt forskellige baggrunde kan mødes, blive en del af et fællesskab og udfolde egne kompetencer.
Aktionslæring
I både Art EQUAL og Europæiske Kulturbørn har aktionslæring været en gennemgående metode, der sikrer det ligeværdige samarbejde samt inddragelse af hinandens erfaringer og oplevelser sammen med børnene. Gennemgående for alle forløb har været refleksioner efter aktiviteterne over, hvordan der er arbejdet med den udfordring, der har været fælles fokus på, hvad der skal justeres eller gøres anderledes, og hvilke aktiviteter der skal i spil næste gang, for at komme nærmere en løsning af den beskrevne udfordring.
Inkluderende læringsmiljøer
I Art EQUAL er der et særligt fokus på, hvordan samarbejdet mellem professionelle kunstnere og pædagogisk personale i dagtilbud og indskoling kan bidrage til arbejdet med inkluderende læringsmiljøer. Erfaringerne fra de praktiske forløb viser, at kunstneriske og kulturelle aktiviteter har en positiv indflydelse på børn i særlig udsatte positioner, blandt andet gennem deres oplevelse af at være deltager på nye måder.
Nyt inspirations-materiale til dagtilbud og indskoling
Disse erfaringer forskes videre på i 2019 og kommer til at danne grundlag for en ny online platform med inspirations-materiale og refleksionsværktøjer til dagtilbud og skoler, der ønsker at samarbejde med professionelle kunstnere. Platformen kommer også til at indeholde en implementeringsstrategi med forslag til, hvad man på lokalt plan kan gøre for at sikre alle børns møde med kunst og kultur i hverdagen.
Art EQUAL kulminerer i en afsluttende international konference i Riga (Letland), som finder sted i starten af juni 2019.