Kulturprinsen kan med glæde meddele, at Christian Have pr. 10.6.2022 er indtrådt i Kulturprinsens bestyrelse. Vi er utrolig glade for, at Christian Have har sagt ja tak til at være en del af Kulturprinsens bestyrelsesarbejde. Kulturprinsen står lige nu i nogle politiske processer, hvor vi har brug for al den opbakning og know-how, som han besidder i kraft af sin kæmpe erfaring inden for kunst- og kulturlivet. Vi har gennem de sidste mange år samarbejdet med Christian Have i adskillige sammenhænge og glæder os til at udvide dette samarbejde.
Christian Have er én af kulturlivets markante stemmer. En stemme, han bruger som debattør, foredragsholder, moderator, forfatter og ikke mindst som grundlægger og indehaver af HAVE Kommunikation & PR – virksomheden, han stiftede i 1983, og som i løbet af tre årtier har vokset sig til at blive Skandinaviens største kommunikationsbureau på kulturområdet. Undervejs har han samarbejdet med et væld af navne – alt fra vækstlagsaktører til verdensstjerner – og han har udgivet en bred vifte af bøger om kultur og kommunikation.
Om sin indtrædelse i Kulturprinsens bestyrelse siger Christian Have:
“Jeg har i en årrække fulgt Kulturprinsen og dets vigtige arbejde for udvikling af Børne- og Ungekulturen i hele landet. I de senere år har Kulturprinsen været inde i en positiv og inspirerende udvikling som det toneangivende videnscenter inden for området og har i de kommende år mulighed for at sætte Børne- og Ungekulturen højt på den nationale dagsorden. Det er et arbejde, jeg med glæde medvirker til, og derfor er det en glæde at indtræde i bestyrelsen netop nu.”